16. marts 2018

Den 16. marts havde OC Klubben sit første arrangement i kantinen hos MarineShaft på Pier II. Der var rimelig god tilslutning.

 

Mødet begyndte med kaffe, hvorefter Ernst Simonsen begyndte sit foredrag. Ernst Simonsen var guide, da vi i september 2013 var på udflugt til Aalborg Forsvars - og Garnisonsmuseum.

Da fortalte Ernst Simonsen fra krigens tid i Aalborg og omegn, og det er også effekter herfra, museet er bygget på. Denne gang fortalte Ernst Simonsen mest om 2. verdenskrig ude i Europa og på østfronten.

 

Da Ernst Simonsen var færdig med sit foredrag, blev der lavet mere kaffe, og der blev spist flere boller. Og der var en helt usædvanlig god æblekage. Folk havde ikke travlt med at komme hjem.

 

Udflugt 25. maj 2018

 

I år gik vores udflugt til Flådestation Frederikshavn. Vi mødtes 17 deltagere kl. 11 på Pier 2 og kørte med bus til Frederikshavn.

 

Efter sikkerhedstjek i hovedvagten - vi havde i forvejen afleveret en liste med vore fødselsdatoer - blev vi budt velkommen til Flådestationen af seniorsergent Jesper Bagge, der viste os rundt.

 

Først fik vi en briefing om hele Den Danske Flådes opbygning og de forskellige skibe, man råder over. Efter det seneste forsvarsforlig er der nu 2 Flådestationer her i Danmark - en i Korsør og så den, vi besøgte i Frederikshavn.

 

Flåden løser mange forskellige opgaver:

  • Forsvaret af og søovervågningen af de danske farvande.
  • Inspektionssejladser i Nordatlanten (Færøerne og Grønland). Her er det især fiskeriinspektion og suverænitetshævdelse bl.a. af Hansø og slædepatruljen Sirius.
  • Piratbekæmpelse ved Afrikas østkyst. Opgaven er nu ved at være løst, men pirateriet er flyttet over på Afrikas vestkyst (ved Nigeria, hvor der er olie). Det forventes, at Danmark sender et fartøj afsted i 2019.
  • Danmark har nu fået ledelsen af  Natos stående Atlanterhavsstyrke, hvilket betyder en del øvelsesvirksomhed.
  • I flygtningestrømmen over Middelhavet har Flåden assisteret med overvågning og søredning af de flygtende.

 

Flådens opgaver er mange og spænder vidt og her indgår Flådestation Frederikshavn, som den base, hvor alle - både mandskab og skibe - kan blive serviceret efter endt togt og klargjort til næste opgave. I Frederikshavn er der værft og virksomheder, der kan klare de opgaver. Her kommer MarineShaft ind i billedet, da flåden har fået mange opgaver løst her.

 

Flådestationen er også base for nogle af miljøskibene og vinterhi for Kongeskibet Dannebrog (Flådens skib nr. 1) og Skoleskibet Danmark. Den har stor betydning for lokalsamfundet her i Vendsyssel, da den giver omkring 2000 arbejdspladser til både militære og civile.

 

Så var det tid til skibsbesøg. Vi fik lov at komme ombord på Operationsstøtteskibet Esbern Snare. Sammen med søsterskibet Absalon er de flådens største skibe. De er opmoderne orlogsfartøjer, der kan klare mange slags opgaver. De kan være kommandoskibe for større flådestyrker, transportere et helt felthospital eller forskellige køretøjer for hæren. De har helikopterdæk til 2 helikoptere.

 

Efter endt rundvisning på skibet (op af lejdere (trapper) og ned af lejdere fik vi til sidst fast land under fødderne igen. Nu var vi også blevet kaffetørstige og vi nød vores eftermiddagskaffe med lagkage til.

 

Så var tid at vende tilbage til Pier 2 i Hirtshals efter en god spændende dag på Flådestation Frederikshavn.

 

Flemming Høgh

 

 

22. august 2018

 

Den dag blev der ikke arbejdet på Bindslev Mekaniske Værksted. Da var det Hans Ove Konnerup Møllers 85 års fødselsdag. Og han ønskes et stort tillykke med dagen.

Det skulle selvfølgelig fejres på behørig vis med kaffe, rundstykker og kage. Måske var der også en enkelt lille bjesk. Der blev sunget fødselsdagssang så det rungede. Det er et spørgsmål om ikke aktiviteterne skal udvides med et sangkor. Det vil nok kunne skabe opmærksomhed. Det blev en festlig dag på værkstedet.

 

21. sept. 2018

 

Den 21. sept. var der foredrag i kantinen hos MarineShaft på pier II ved forfatteren Harald Dirks, som oplevede sin barndom i Flensburg under krigen. Harald Dirks er søn af Dirk Dirks, der var viceskoleionspektør på Duberg Skolen. Først fik vi kaffe med boller og æblekage, hvorefter Harald Dirks gav tilhørerne en spændende fortælling om sin families historie, om livet i grænselandet før og under krigen efter bogen ”Over stregen – en Flensburg krønike”. 

Fortællingen begynde ved Harald Dirks bedsteforældre, som var udsendt til Tysk Østafrika, det der nu hedder Tanzania. Bedsteforældrene fik en en ret stor familie, og fortællingen handler sig stort set om disse efterkommeres forskellige veje gennem tilværelsen Nogle var på den ene side, og andre på den anden. Der blev således en mængde forskellige oplevelser i denne store familie. Det kan være vanskeligt kort at fortælle indholdet. Vil man vide mere, kan bogen købes hos boghandleren.

 

Julefrokost 30. november 2018.

Fredag d. 30. november blev klubbens traditionelle julefrokost afholdt på Restaurant Munch i Tornby.

62 forventningsfyldte deltagere mødte op til julemad og hyggeligt samvær. Direktør Knud Andersen bød os velkommen og ønskede, at vi måtte få nogle gode timer sammen.

Så var det tid til at gå i gang med den gode julemad med alt, hvad der hører til. Her manglede der ikke noget af det, der hører med til en rigtig julefrokost. Hurtigt kom snakken i gang og den gode stemning, vi altid har i OC-klubben, bredte sig.  Midtvejs i frokosten kom Kaj Bertelsen med sin harmonika og vi sang sammen et potpourri over kendte sømandssange.

Efter risalamanden blev der uddelt 5 mandelgaver (skænket af Restaurant Munch og MarineShaft). Med Jane (OC) som "Lykkens pam julefis" = Lykkens Pamfilius blev de heldige vindere af bordkorts-lotteriet udtrukket og de flotte gaver fordelt.

Under kaffen med småkager blev vores gæstebog sendt rundt. Efter en rigtig god og hyggelig julefrokost var det nu tid at bryde op og ønske hinanden en glædelig jul.

Ref.:

Flemming Høgh.

 

Som det fremgår af det nye program, er antallet af klubbens arrangementer i det nye år reduceret til tre. Det behøver det ikke at blive ringere af. Klubben siger tak til alle, der har deltaget i år, og håber på et godt fremmøde igen i det nye år.

 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk